Dagligdagen

Starten på dagen
En god dag starter som bekendt om morgenen, og her i Huset starter den med, at personalet møder ind kl. 8. Der bliver sat kaffe over, og morgenmaden kommer på bordet.

Imens kaffeduften breder sig over Huset, kommer personalet rundt og banker på døren hos den enkelte. Her bliver der udleveret medicinæsker og snakket lidt om, hvad planerne er for dagen.

Da vi ønsker, at der skal være struktur og ro for den enkelte i hverdagen, er der i samarbejde mellem beboerne og personalet udviklet en ugeplan som støtte. Denne ugeplan indeholder f.eks. en oversigt over hvilken dag, der er rengøring, handledag, samtaler m.m.

Personalet er behjælpelig med dette i det omfang, det er nødvendigt. Lægetid, tandlægetider osv. er personalet også behjælpelig med at huske på og tage med til ved behov.

Der laves også aftaler i løbet af dagen, hvis beboeren har ønsker om at lave nogle aktiviteter, hvor han/hun gerne vil have et personale med.

Frokost
Lige inden kl. 13, imens maden står og simrer på komfuret, bliver der danset lidt groove for dem, der har lyst.

Kl. 13 kommer der frokost på bordet. Det er en lun ret, som er en del af den menuplan, der er blevet udarbejdet i fælleskab på det madmøde, der bliver holdt hver 3. uge. Den enkelte vælger, om maden skal indtages hos sig selv eller i fælleskabet med de andre. Det er jo forskelligt, hvad man lige har lyst til og kan overskue fra dag til dag.

Eftermiddagen forløber sig med det, borgeren har planlagt, eller bare ren og skær hygge.

Aftensmad og hygge
Kl. 18 er det tid til aftensmad, og her er det det kolde bord med rugbrød og forskelligt pålæg. Dem, der kan og har lyst, er med til at hjælpe i køkkenet på den dag, de har planlagt og som står i ugeplanen. Aftenen går med hygge hos sig selv eller i fællesstuen.

Kl. 21 går personalet hjem, men det er ikke ensbetydende med, at beboeren bliver nødt til det. Alle har nøglen til hoveddøren, så fællestuen er altid åben for dem, som har lyst til at hygge sig i stuen.

Hvis der er behov for hjælp om natten, er der en telefon med nummer til det personale, som har bagvagt.

Ledige pladser

Der er pt. ingen ledige pladser.

Interesserede er dog velkomne til at rette henvendelse til Huset om et evt. besøg eller fået besvaret spørgsmål til Huset.